Bag om ordstyring: sådan øver vi taletid og høflige afbrydelser

Når vi arbejder med taletid og ordstyring, begynder det aldrig med selve samtalen. Det begynder med bordet. Vi placerer tre til fire deltagere, en moderator og et synligt ur, så alle kan se, hvor meget tid der er tilbage. Moderatoren får et oplægsark med de emner, der skal nås, og en enkel regel: ingen får ordet to gange, før alle har haft det én gang.

Derefter laver vi aftalerne. Hvor lang er den første runde? Hvad gør moderatoren, hvis en deltager fortsætter forbi sin tid? Hvilket håndtegn bruger vi til at vise, at der er et minut tilbage? Når de aftaler er sagt højt, falder skuldrene. Deltagerne ved, at en afbrydelse ikke er et angreb, men en del af opgaven.

Jeg vil gerne, at du som kursist oplever, at forberedelsen fylder lige så meget som samtalen. En moderator, der har tænkt rækkefølgen igennem, kan nøjes med få ord undervejs, og netop det giver det rolige tonefald, vi arbejder hen imod.

• Synligt ur for både moderator og deltagere
• Fast rækkefølge for første runde
• Aftalt tegn for et minut tilbage

Den mest almindelige fejl i begyndelsen er, at moderatoren fylder for meget. Man vil gerne hjælpe, så man opsummerer, kommenterer og griner med. Resultatet er, at samtalen handler om moderatoren. I øvelsen beder jeg derfor kursisten om at tælle sine egne ord i en runde og forsøge at halvere dem.

Vi træner tre enkle greb: at nævne navnet først og spørgsmålet bagefter, at give ordet videre med en kort, neutral formulering, og at lade en pause stå i to sekunder, før man går videre. Den pause føles lang på nettet, men i studiet er den ofte det, der får en tøvende deltager til at sige noget.

Underviseren sidder ved siden af og noterer, hvem der fik mest tid, og hvem der fik mindst. Bagefter kigger vi på tallene sammen. Det er sjældent et spørgsmål om dårlig vilje. Oftest er det blikket, der bliver hængende ved den, der taler hurtigst.

• Navnet først, så spørgsmålet
• Kort og neutral videregivelse af ordet
• To sekunders pause før næste skridt

Afbrydelsen er det, de fleste frygter mest. Vi øver den i små trin. Først lærer du at vente på et åndedræt, for næsten alle taler i bølger, og mellem to sætninger findes et lille hul. Dernæst bruger du en formulering, der anerkender indholdet, før du skærer tiden: Det er et vigtigt punkt, og jeg vil gerne have, at vi når rundt til alle.

Tredje trin er stemmen. Vi optager øvelsen og lytter efter, om tonen går op eller ned. En afbrydelse, der slutter med stigende tone, lyder som en undskyldning, og deltageren fortsætter. En afbrydelse, der lander roligt, bliver accepteret.

Jeg beder kursisterne om at øve den samme afbrydelse fem gange i forskellige tempoer. Det lyder kunstigt, men efter nogle forsøg finder de en version, der passer til deres egen stemme. Målet er ikke en perfekt formulering, men en, du kan bruge uden at tænke over den.

• Vent på åndedrættet mellem to sætninger
• Anerkend indholdet, og nævn derefter tiden
• Slut tonen nedad, så afbrydelsen står fast

Mange tror, at neutralitet handler om ikke at have holdninger. I studiet handler det om, hvordan du fordeler opmærksomhed. Hvis du nikker kraftigt til den ene deltager og kigger i papirerne under den anden, er du ikke neutral, uanset hvad du siger. Derfor arbejder vi med blik, krop og ordvalg på samme tid.

En af vores faste øvelser er at lade to deltagere være uenige om noget dagligdags, for eksempel om cykelstier eller fælles køkkener, og bede moderatoren holde samme tonefald over for begge. Jeg lytter efter små forskelle: et ekstra tak, et længere blik, en let latter.

Det er ikke en kritik. Alle har sympatier, og de kommer til udtryk. Når du ved, hvor dine egne ligger, kan du korrigere dem, mens du taler. Det er den vane, vi bygger, uge for uge, i små gentagelser.

Den bedste læring sker ofte efter, kameraet er slukket. Vi ser optagelsen igennem uden lyd først og kigger på hænder, blik og placering. Derefter hører vi lyden uden billede og lytter kun til tempo og pauser. Til sidst ser vi det hele samlet. Rækkefølgen gør, at kursisten opdager flere detaljer, end hvis vi så alt på én gang.

Hver kursist vælger ét punkt til næste gang. Ikke fem, kun ét: måske at give ordet videre kortere, måske at holde uret i synsfeltet. Det skriver vi på oplægsarket, så det følger med til næste øvelse.

Jeg har set, at de, der holder sig til ét punkt ad gangen, udvikler sig mere jævnt end dem, der forsøger at rette alt. Kurset lover ikke et bestemt resultat, men en rolig, gentagelig måde at arbejde på, som du kan tage med ind i møder, debatter og oplæg.

• Først billede uden lyd, så lyd uden billede
• Ét udviklingspunkt pr. øvelse
• Noter på oplægsarket til næste gang

Du behøver ikke et studie for at øve taletid. Til et møde på arbejdet eller i foreningen kan du tage et lille ur frem, aftale en rækkefølge og notere, hvem der fik ordet hvornår. Det virker lidt formelt de første gange, men deltagerne sætter som regel pris på, at der er styr på tiden.

Prøv også at øve afbrydelsen derhjemme med en ven eller et familiemedlem. Bed dem tale i to minutter om noget, de har på hjerte, og afbryd dem høfligt efter halvanden. Spørg bagefter, hvordan det lød. Svaret er ofte mere venligt, end du frygtede.

I de her efterårsuger, hvor mange foreninger og arbejdspladser genoptager møder og debataftener, er det et godt tidspunkt at begynde. Små, regelmæssige øvelser slår lange, sjældne sessioner, og det er den rytme, vi bygger kurset op omkring.

• Aftal rækkefølge og ur før mødet
• Øv afbrydelsen med en, du stoler på
• Hold fast i ét punkt ad gangen