Fem almindelige fejl i opfølgende spørgsmål og hvordan du undgår dem

Den mest udbredte fejl ser jeg hver eneste gang et nyt hold begynder. Du har en liste foran dig, og mens gæsten svarer, kigger du allerede på punkt tre. Resultatet er, at du går glip af det, der faktisk blev sagt, og at dit næste spørgsmål lyder, som om svaret aldrig nåede frem til dig.

Når jeg står bag kameraet og følger en øvelse, kan jeg næsten se øjeblikket, hvor lytningen slipper. Blikket flytter sig nedad, skuldrene falder, og tonen i det næste spørgsmål bliver fladere. Seerne mærker det også, selv om de ikke kan forklare hvorfor.

Løsningen er enkel at beskrive og svær at vænne sig til: lad listen ligge i baggrunden. Den er en tryghed, ikke et manuskript. Du må gerne afvige fra den, hvis gæsten siger noget, der fortjener mere tid. I vores studieøvelser træner vi netop at slippe papiret med øjnene og holde dem på den, der taler.

Begynd med korte øvelser på to minutter, hvor du kun må stille spørgsmål, der bygger på et ord, gæsten lige har brugt. Det føles stift i starten, men det lærer dig at lytte efter materiale i stedet for at vente på din tur.

• Hold blikket på gæsten, mens vedkommende svarer
• Brug listen som støtte, ikke som rækkefølge
• Notér enkeltord, ikke hele sætninger

Mange kursister tror, at et opfølgende spørgsmål er det samme som at sige svaret en gang til med stigende tonehøjde. Gæsten siger, at det var en svær beslutning, og så spørger du: var det en svær beslutning? Det føles som lytning, men det giver ikke samtalen noget nyt.

Et godt opfølgende spørgsmål tager et skridt videre. Det spørger til årsagen, konsekvensen, en konkret situation eller et valg, der blev fravalgt. Hvis gæsten nævner en svær beslutning, kan du spørge, hvad der gjorde den svær, eller hvad der ville have gjort den lettere.

Jeg beder ofte kursisterne om at skrive tre mulige opfølgninger på et enkelt svar, før de vælger den bedste. Det trækker tempoet ned og viser, hvor mange retninger en samtale faktisk kan tage. De opdager også, at det første spørgsmål, der falder dem ind, sjældent er det bedste.

Når du øver dig, så hold øje med, om dit spørgsmål kunne besvares med et ja eller et nej. Hvis det kan, har du sandsynligvis gentaget i stedet for at uddybe. Prøv at begynde med hvordan eller hvad, og lad gæsten fylde pladsen.

• Spørg til årsag, konsekvens eller et konkret eksempel
• Undgå spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej
• Skriv flere mulige opfølgninger, og vælg den bedste

Timing i opfølgende spørgsmål handler om pauser. Nogle kursister springer ind, så snart gæsten trækker vejret, og tager dermed tanken ud af munden på vedkommende. Andre lader stilheden hænge, fordi de er usikre, og gæsten begynder at fylde den med noget, der slet ikke er relevant.

En kort pause efter et svar er ofte en gave. Den giver gæsten mulighed for at tilføje noget, og den giver dig tid til at beslutte, om du vil gå dybere eller videre. I studiet svarer en pause på to sekunder til en lille evighed, men for seeren virker den som ro.

Vi øver dette i par, hvor den ene taler og den anden tæller stille til to, før spørgsmålet kommer. Til at begynde med føles det kunstigt, men efter nogle gange lyder samtalen mere naturlig, ikke mindre.

Hvis du skal afbryde, fordi tiden løber, så gør det venligt og tydeligt: tak for det, og lad mig lige følge op på det sidste, du sagde. Det signalerer, at du har lyttet, og det gør afbrydelsen mere respektfuld end et hurtigt skifte af emne.

• Tæl stille til to, før du følger op
• Afbryd med en anerkendelse, ikke et emneskift

Det lyder måske uskyldigt: hvordan oplevede du det, og hvad gjorde du bagefter? Men gæsten kan kun nå at svare på det ene, og som regel vælger vedkommende det nemmeste. Det andet spørgsmål forsvinder, og du står tilbage med en fornemmelse af, at samtalen ikke helt fik det, den skulle have.

Dobbeltspørgsmål opstår, når vi er nervøse og forsøger at dække alle muligheder på én gang. Vi vil være sikre på, at gæsten forstår, hvad vi mener, og så pakker vi spørgsmålet ind i flere versioner. Det virker modsat: det bliver uklart.

Jeg lærer kursisterne at stille spørgsmålet, stoppe og vente. Hvis svaret ikke rammer, kan du altid stille et nyt. Det kræver tålmodighed, men det gør hver replik skarpere og lettere at følge for seerne.

En nyttig øvelse er at optage dig selv på en telefon, mens du træner, og derefter lytte efter, hvor mange gange du siger og eller eller midt i et spørgsmål. Mange bliver overraskede over tallet. Bare det at vide det ændrer vanen.

• Ét spørgsmål ad gangen, så gæsten ved, hvad der skal svares
• Optag din øvelse, og lyt efter og og eller i spørgsmålene

Når du moderer en samtale, er din opgave at åbne, ikke at styre svaret. Alligevel formulerer mange spørgsmål, så de afslører, hvad de selv synes. Er det ikke bare urimeligt, at kommunen ændrer reglerne, er ikke et spørgsmål, men en holdning med et spørgsmålstegn bagpå.

Neutral moderation kræver, at du træner din formulering. Spørg i stedet, hvordan gæsten vurderer ændringen, og hvilke konsekvenser vedkommende ser. På den måde får gæsten lov til at svare, hvad vedkommende mener, ikke hvad du lagde op til.

Det er en fin balance, fordi du stadig må være nysgerrig og engageret. Forskellen ligger i, om dit spørgsmål lukker eller åbner. Et åbent spørgsmål viser interesse uden at vælge side, og det giver seerne mulighed for selv at bedømme svaret.

I kurset tager vi udgangspunkt i neutrale emner, så ingen skal forsvare en personlig holdning. Du øver at stille det samme spørgsmål på tre måder og mærker forskellen. Bagefter taler vi om, hvilken version der gav gæsten mest plads.

• Undgå spørgsmål, der indeholder dit eget synspunkt
• Prøv det samme spørgsmål i tre formuleringer

Ingen af disse fejl forsvinder af at blive læst om. De forsvinder, når du øver dig i små, konkrete skridt og får en anden til at lytte med. Vælg én fejl ad gangen, og arbejd med den i en uge, før du går videre til den næste.

Et godt udgangspunkt er at sætte fem minutter af, hvor du interviewer en ven eller et familiemedlem om en almindelig hverdagsting. Hold fokus på kun at stille opfølgende spørgsmål, der bygger på det, der netop blev sagt. Bed bagefter om ærlig feedback.

På kurset bruger vi et enkelt ark, hvor du krydser af, hver gang du fanger dig selv i en af de fem vaner. Det er ikke for at dømme dig, men for at gøre mønstrene synlige. Efter nogle uger kan de fleste se tydelig forskel i deres egne optagelser.

Husk, at målet ikke er perfektion. Målet er en samtale, hvor gæsten føler sig hørt, og hvor seeren kan følge med uden at undre sig over, hvorfor spørgsmålet kom, som det gjorde.

• Arbejd med én vane ad gangen i en uge
• Bed en ven lytte med og give konkret feedback
• Brug et simpelt krydsark til at gøre vaner synlige