Hvad betyder det at give gæsten en landingsbane?

Landingsbane er et af de ord, vi bruger på kurset, når vi taler om introduktion af gæster. Det lyder teknisk, men ideen er nem: før du stiller dit første spørgsmål, giver du gæsten et sted at lande. Det er to eller tre sætninger, der siger, hvem gæsten er, hvorfor vedkommende sidder der, og hvad samtalen skal handle om.

Uden en landingsbane starter gæsten ofte med at gætte. Skal jeg fortælle om mig selv, eller om sagen? Hvor lang må svaret være? Den usikkerhed ser man i de første tyve sekunder, hvor blikket flakker, og svaret bliver for langt eller for kort. En god landingsbane tager det gæt væk, før det opstår.

Ordet kommer fra den måde, vi ser det på: du er ikke i gang med en præsentation af dig selv, men med et ryddet underlag, som en anden kan træde ind på.

Vi arbejder med tre dele, og de skal kunne siges på under femten sekunder. Først navnet og rollen i et enkelt udsagn, så den ene grund til, at netop denne gæst er med, og til sidst retningen: hvad du vil spørge om, og hvilken slags svar du ser frem til.

Rækkefølgen er vigtig. Når rollen kommer før grunden, kan seeren placere gæsten. Når retningen kommer sidst, ved gæsten, hvad der venter, og kan trække vejret. Mange begyndere vender det om og starter med deres eget spørgsmål, og så mister gæsten fodfæstet.

Camilla Brandt, som underviser i forberedelse, lader deltagerne skrive de tre dele på et oplægsark, før de siger dem højt. At se dem på papir gør det lettere at stryge det, der ikke er nødvendigt.

• Navn og rolle i ét udsagn
• Én grund til, at gæsten er med
• Retningen for det første spørgsmål

I en af vores øvelser spiller en deltager gæst, en lokal formand for en havekoloni, og en anden leder samtalen. Første forsøg lyder: Velkommen, du har været formand i mange år, hvordan er det? Spørgsmålet er venligt, men gæsten ved ikke, hvad der forventes.

Andet forsøg lyder: Velkommen. Du er formand for koloniforeningen, og du er her, fordi der er kommet nye regler for hegn. Jeg vil gerne starte med, hvad reglerne betyder for en helt almindelig have. Nu ved gæsten, hvor hun står, og svaret bliver roligere og mere præcist.

Forskellen er ikke pæne ord, men at hver sætning har en opgave. Efter øvelsen taler vi om, hvad gæsten oplevede, ikke kun hvad værten sagde.

Den hyppigste fejl er at læse hele gæstens cv op. Seerne lytter ikke til en opremsning, og gæsten bliver nervøs af at høre sit liv fortalt som en liste. Vælg den ene oplysning, der bærer samtalen, og lad resten komme frem undervejs.

Næste fejl er at love for meget. Siger du, at det bliver en samtale om alt fra økonomi til følelser, har du lagt en bane, der er alt for bred. Gæsten ved ikke, hvor hun skal begynde, og du har sværere ved at holde tiden senere.

Den tredje fejl er at tale for langsomt for at virke rolig. Ro kommer af tydelighed, ikke af tempo. Jesper Lindholm minder deltagerne om at trække vejret før første sætning og så tale i et jævnt, almindeligt tempo.

• Opremsning af hele gæstens baggrund
• Et løfte om for mange emner
• Kunstigt langsomt tempo

Du behøver ikke et studie for at træne. Vælg en person, du kender, og skriv en landingsbane til hende på et stykke papir. Sig den højt, mens du tager tid, og hold den under femten sekunder. Er den længere, så stryg en sætning.

Bed derefter en ven spille gæsten og fortælle bagefter, hvad vedkommende troede, samtalen skulle handle om. Passer det med din hensigt, har banen virket. Hvis ikke, ved du præcis, hvilken del der var uklar.

Gentag med tre forskellige gæster over en uge. Du vil opdage, at de samme tre dele bærer meget forskellige samtaler, og at det bliver en vane frem for en opgave.